”Future Publishing and Accessibility” – rapport

/Af Vibeke Rieneck, Nota, vrk@nota.nu

Konferencen ”Future Publishing and Accessibility” blev afholdt den 13.-14. juni 2013 i DGI-byen for i alt 375 deltagere fra 39 lande.
Oplægsholderne kom fra 10 forskellige lande, og der var deltagelse af repræsentanter for 15 folkebiblioteker, to universitetsbiblioteker, IVA og
Bibliotekarforbundet.
Konferencen var tilrettelagt af Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder i samarbejde med Kulturministeriet og DAISY konsortiet.
Alle folkebiblioteker blev inviteret direkte på mail og blev desuden gjort opmærksom på konferencen via et telefonopkald. Folkebiblioteker blev tilbudt at deltage til en rabatteret pris. Danmarks Biblioteker var blandt konferencens mediepartnere og skabte op til afholdelsen opmærksomhed via nyhedsbreve og hjemmeside.
Journalister fra Danmarks Biblioteker og Biblioteksforeningens blad Perspektiv deltog på konferencen med henblik på at bringe omtale i en kommende udgave af de to blade.
Det var konferencens målsætning at debattere udfordringer og muligheder ved fremtidens digitale udgivelse med specielt henblik på at belyse bibliotekernes fremtidige rolle og mulighederne for at betjene alle slags brugere på nye måder. ”Future Publishing and Accessibility” skabte bl.a. indblik i det forhold, at de fleste digitale udgivelser som udgangspunkt er tilgængelige for brugere med særlige behov fx ved hjælp af syntetisk tale eller med anden bearbejdning. Det var derfor en pointe, at konferencen implicit byggede bro mellem folkebiblioteker og specialbiblioteker.
Deltagerne erfarede, at man har fælles interesser, og at mennesker med læsevanskeligheder kan udgøre en stor gruppe af nye læsere af digitale bøger.
Konferencen gav deltagerne fra folkebiblioteker mulighed for at netværke med repræsentanter fra biblioteksbranchen fra udlandet og desuden fra resten af bogbranchen – herunder forlag, distributører, boghandlere, brugere etc.
Program
De forskellige oplæg tilbød de deltagende repræsentanter for folkebibliotekerne et indblik i bl.a. formater, standarder, copyright-spørgsmål, produktion og distribution af digitale bøger på tværs af landegrænser og i de nye muligheder for at interagere elektronisk med brugerne. Programmet omfattede keynote sessions, debatter og oplæg fordelt over tre sideløbende indholdspor med fokus på henholdsvis brugere, nye forretningsmodeller og teknologi.
Keynote Ray Kurzweil, chefingeniør i Google gav i sit oplæg udtryk for optimisme i forhold til digitaliseringen. Med udgangspunkt i den eksponentielle udvikling i computerkraft argumenterede han for en fremtidig elektronisk udvidelse af den menneskelige hjernekapacitet, og han beskrev, hvordan udviklingen af kunstig intelligens i vid udstrækning vil kunne automatisere fremstillingen af tilgængelige bøger.
Dr. Gunther Kress fra University of London beskrev i sit oplæg nogle af de problemer, der opstår, når billeder og ikke tekst bliver vores primære kilde til at danne mening og kommunikere. Dr. Kress brugte Instagram som et eksempel på dette, og han kom ind på udfordringerne ved at gøre billeder tilgængelige for mennesker med synshandicap.
Behovet for fælles standarder, både på lovgivnings- og teknikområdet var et tema, der gik igen i flere oplæg og debatter. Erik Van Rompay, præsident for Gutenberg Technology argumenterede i sit oplæg lidt polemisk for, at de manglende fælles standarder gør, at vi har fjernet os fra Gutenbergs masseproduktion, og nu i stedet har en situation, der minder om den middelalderlige situation før bogtrykkerkunsten og masseproduktionen, hvor bøger blev udarbejdet en ad gangen og til få læsere hver især.
Keynote Jimmy Wales, grundlæggeren af Wikipedia understregede, at uensartet copyrightlovgivning skaber problemer bl.a. i form af manglende gennemskuelighed for brugerne. Han illustrerede dette ved at fortælle, hvordan han måtte betale for at købe Den Store Gatsby i USA, mens hans datter frit kunne hente bogen fra en australsk hjemmeside, Denne bog er i
Australien ikke længere omfattet af ophavsret. Det blev i tilknytning til dette oplæg påpeget, at copyright-lovgivningen i dag gør det svært for biblioteker at dele digitale bøger på tværs af landegrænser, hvilket begrænser udbuddet for brugerne.
Konferencens debatter kom også ind på de forretningsmæssige aspekter af de elektroniske udgivelser, og det var en central pointe, at mennesker med læsehandicaps vil være en ny stor
bruger/kundegruppe for bibliotekerne og den øvrige bogbranche. Grundlæggeren af forlaget Bilbary, Tim Coates mente, at potentialet i den nye kundegruppe automatisk vil fremme arbejdet med at sikre tilgængelighed for digitale bøger. Stephen King, præsidenten for DAISY konsortiet var ligeledes optimistisk, men han advarede mod at læne sig tilbage og tro, at tilgængelige tekster kommer af sig selv. Han understregede betydningen af de internationale samarbejder, og han så videndeling på tvær af sektorer og brancher som en hovedvej til at sikre tilgængelighed.
Der var generel optimisme at spore på konferencen. Det blev pointeret, at alle bøger, der er udgivet de sidste tyve år, har en digital original, og at det er et fremskridt, at forlagene i dag satser på andre formater end trykt tekst. Men det blev understreget i debatten, at der stadig er brug for et stærkt fokus og aktive indsatser for at sikre tilgængelighed af alle tekster.
Konferencens oplæg og debatter gav tilsammen indblik i det forhold, at tilgængelighedsproblematikken er hverken blot teknologisk, ophavsretlig eller et spørgsmål om at stille tilgængelige materialer op som en forretningsmulighed, men derimod en problematik, der spreder sig ud over alt dette og derfor kræver en multifacetteret løsningsmodel.
Evalueringer af konferencen viste generel tilfredshed med det faglige program og med organiseringen. Muligheden for at kunne netværke på tværs af landegrænser blev vægtet højt, og
der var tilfredshed med oplæggene i de tre sideløbende indholdsspor. Respondenterne gav desuden udtryk for, at konferencen havde budt på ny viden, som de påtænker at omsætte til
praksis i deres virke.
Evalueringen at konferencen blev foretaget via et elektronisk spørgeskema med en blanding af åbne og lukkede spørgsmål.