Archived entries for

“Litteraturen finder sted”

Rapport vedr. konferencen ”Litteraturen Finder Sted ”
/ af Projektleder
Martin Campostrini, Roskilde Bibliotekerne, 17. maj 2013
martincam@roskilde.dk
Rapport fra konferencen, som foregik d. 20. marts 2013 på Godsbanen i Aarhus, og handlede om formidling af nye litteraturformer.

Konferencens program og form

Konferencens program bød på i alt 5 oplæg, der samlet havde til formål at give tilhørerne et bredt indblik i forskellige aspekter vedr. de nye litteraturformer. Den historiske baggrund – både litterært og teknologisk – blev opridset og de konkrete formidlingserfaringer høstet gennem projektet blev videregivet til tilhørerne. Bibliotekernes rolle i formidling og bevaring af de nye litteraturformer samt kriterier for evaluering af disse nye genrer blev også behandlet i særskilte oplæg. Programmet var bygget op således, at det imellem oplæggene var 3 performances, der præsenterede spændvidden i denne litteraturform. I konferencen indgik desuden en udstilling med forskellige litterære, digitale installationer, der gav publikum mulighed for selv at opleve forskellige værker.

Annoncering og formidling
Konferencen blev annonceret med program på centralbibliotek.dk og netlitteratur.dk samt udsendt via forskellige faglige og personlige netværk. KulturNyt på P1 omtalte desuden konferencen d. 19. marts 2013: http://www.dr.dk/P1/Kulturnyt/Udsendelser/2013/03/19145746.htm
Der var desuden en annonce i Perspektiv inden konferencen og efterfølgende en omtale i Danmarks Biblioteker (nr. 2, 2013).

Deltagere og oplægsholdere

Konferencen havde 99 deltagere og oplægsholdere. Der var udenlandske deltagere fra USA og udenlandske oplægsholdere fra USA (Daniel Snelson) og Frankrig (Alexandra Saemmer). Caroline Bergwall havde desværre alligevel ikke mulighed for at deltage i konferencen, men inden da havde hun personligt introduceret os til hendes udstilling, således at vi kunne tilbyde konference-deltagerne en guidet tur i udstillingen.

Deltagernes evaluering
Under konferencen blev der uddelt spørgeskemaer, som i alt 36 deltagere besvarede.
Heraf var 28 ”enige” eller ”Meget enige” i, at det overordnet var en god konference. Kun 1 var uenig. Formålet med konferencen var at give bibliotekspersonalet mere viden om området og lyst til at formidle det. 32 svarede, at de har opnået en bedre forståelse af litteraturen uden for bogen. 29 svarede, at de har fået lyst til at arbejde med den. Kun 1 svarer, at hun ikke har fået en bedre forståelse, og ingen har fået mindre lyst til at arbejde med det. Herudover er der 29, der føler sig bedre rustet til at arbejde med området og med undtagelse af 2 personer, mener alle, at bibliotekerne skal formidle litteraturen uden for bogen.
Konferencens oplægsholdere og performere roses for at inspirere og holde et højt fagligt niveau, herudover fremhæves skiftene mellem performance, teori og praksis. Kritikken lyder, at dagen var lidt for presset og niveauet indimellem for højt.

Vurdering af konferencens erfaringer
Konferencen søgte dels at udbrede kendskabet til de nye litteraturformer og give bibliotekspersonalet lyst til at formidle disse genrer. Hovedbudskabet i de forskellige oplæg var overordnet set, at disse nye genrer er litteratur på lige fod med alt andet og at bibliotekerne har en vigtig opgave med formidling af disse genrer, der ofte står udenfor det traditionelle litterære kredsløb.
Alle deltagere fik udleveret et idekatalog med formidlingsløsninger, hvori der indgik en cd-rom og usb med udvalgte værker, der kan gøres til genstand for udlån på deltagerens bibliotek.

”Fremtidens mangfoldige biblioteksbetjening” – rapport

Afrapportering fra temadagen ”Fremtidens mangfoldige biblioteksbetjening”
/ af
Temadagen blev afholdt fredag den 1. marts på VerdenKulturCentret i København og havde i alt 50 deltagere fra Danmark, Norge og Sverige. Oplægsholderne kom fra Danmark, USA og Argentina. Temadagen har flere gange været annonceret i Statsbibliotekets nyhedsbrev og på websiderne:
Statsbiblioteket
Altinget
Desuden har alle tidligere deltagere til konferencer og temadage afholdt af BiblioteksCenter for Integration, samt folkebibliotekerne fået tilsendt en invitation til konferencen pr mail.
Temadagen blev holdt på dansk med undtagelse af oplæggene af Octavio Kulesz og Kate Thulin, der blev holdt på engelsk. Programmet for dagen var struktureret, så formiddagen handlede om den digitale fremtid inden for publicering i udviklingslandene og eftermiddagen handlede om forskellige målgrupper. Det var traditionelle oplæg med mulighed for at spørge ind til forskellige problematikker undervejs.
Dagen blev afsluttet med en diskussion i plenum vedr. etablering af et netværk med fokus på bibliotekernes services til sproglige minoriteter og expats. Formålet med dagen var at give deltagerne inspiration til det fremadrettede arbejde med sproglige minoriteter og expat ude på bibliotekerne.
Temadagens internationale oplægsholder, som der er givet støtte til fra Kulturstyrelsen, Octavio Kulesz foredrag var baseret på Octavios rapport “Digital publishing in developing countries”, der omfatter følgende seks regioner: Latinamerika, Subsaharisk Afrika, den arabiske verden, Rusland, Indien og Kina. Rapportens hovedpointe viser, hvor forskelligt disse regioner håndtere digitaliseringsproblematikken, og hvor anderledes mange industrialiserede områder som f.eks. USA eller Europa har udviklet deres digitaliseringsstrategi.
Antallet af e-readers er i disse regioner faldende, men antallet af tablets er til gengæld stigende. Mobiltelefoner er i flere regioner som f.eks. i Afrika ikke en forældet teknologi som i mange vestlige lande, men bruges f.eks. til pengetransaktioner og læsning af romaner. Årsagen er en mangel på biblioteker og dyrere digitale enheder som f.eks. pc’ere. Bredbåndet til mobiltelefoner er i Sydafrika således også hurtigere end i USA!
I Indien har mobiltelefonerne ligeledes mange brugere. ”Low tech is good tech” og kan ifølge Octavio bruges af alle. Den indiske regering vil indenfor de næste 4-5 år udlevere 220 millioner af den indiske tablet Aakash, der kun koster brugerne 25$, hvor en iPad koster 500-600$. Desuden nævnte han, at det var vigtigere at levere indhold end digitale enheder uden indhold. Ifølge Octavio var ungdommen, mobiltelefoner og socialt netværk hovedårsagen til Det Arabiske Forår.
Vi har fået meget positive tilbagemeldinger på temadagen. En af deltagerne fra Malmø var meget begejstret for Octavio Kulesz oplæg, så han vil arbejde på at få ham til Sverige, da han mener alle svenske biblioteksansatte bør have mulighed for at høre det inspirerende oplæg. Andre har blandt andet meldt tilbage:
 
“det var en superfin dag hvor alle indlæggene var meget inspirerende og tankevækkende”

“Det var en både spennende og lærerik dag, virkelig bra opplegg”

“Super dog dag. Tak for det”
  
Som afslutning på dagen blevet behovet for netværk og temadage diskuteret i plenum. Der var enighed om, at tiden er løbet fra at afholde nationale netværk om emnet, og deltagerne var enige om at temadage passer bedre til bibliotekernes behov for sparring og videndeling.
Erfaringerne fra temadagen viser, at det var en stor succes og der også fremadrettet er behov for temadage med internationale oplægsholdere, der kan inspirer og give deltagerne ny viden.


Copyright © 2004–2009. All rights reserved.

RSS Feed. This blog is proudly powered by Wordpress and uses Modern Clix, a theme by Rodrigo Galindez.