Vejledning om tilskud og støtte til internationale bibliotekskonferencer i Danmark

Baggrund
Kulturstyrelsen har afsat tilskudsmidler til internationale bibliotekskonferencer i Danmark. Tilskudsmidlerne udgør 100.000 kr. pr. år, der kan søges som tilskud til forberedelse af konferencer (løn) og honorar, rejse og ophold for internationale oplægsholdere.

Ideen er, at de internationale bibliotekskonferencer skal bidrage til at rykke Danmark helt frem i front i forhold til den faglige udvikling af bibliotekerne. Det er også et mål at udvikle nye mødeformer med mere dialogbaserede og netværksopbyggende konferencer, således at flere danske folkebiblioteker opbygger kontakter til innovative biblioteksmiljøer i andre lande. Nyskabende konferencer vil blive prioriteret ved tildeling af tilskud.

Inspiration fra internationale biblioteksmiljøer skal omsættes til nyttig udvikling af folkebibliotekernes services overfor borgerne.
Der sigtes også efter at forny den internationale interesse for biblioteksudvikling i Danmark og dermed udbrede de internationale samarbejdsrelationer til flere folkebiblioteker.
Tilskudsmidlerne er bevilget under puljen til overbygningsopgaver til folkebibliotekerne og administreres af et sekretariat, som varetages i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes Biblioteker og Københavns Biblioteker.

Hvem kan søge tilskud?
Folkebiblioteker, kommuner og institutioner, der understøtter og udvikler folkebibliotekerne kan ansøge sekretariatet om midler til internationale konferencer i Danmark.

Hvad kan der søges tilskud til?


Der kan søges tilskud til:
(1) Personaletimer til forberedelse af konferencer, og
(2) Internationale foredragsholderes honorar, herunder rejser og ophold.

Hvor meget kan man søge?
Der kan max. ansøges om kr. 50.000,- til en international konference, workshop el.lign. i Danmark.

Bevillingsforudsætninger

Der skal være international repræsentation blandt oplægsholderne.
Ansøgerne er forpligtet til at invitere samtlige folkebiblioteker og til at gennemføre konferencen.
Ansøgerne er ligeledes forpligtet til at sikre et tilbageløb af viden til hjemmesiden – som samler erfaringerne fra konferencerne.

Der skal således afleveres en kort rapport senest 3 måneder efter arrangementets afvikling. Rapporten skal som minimum indeholde oplysninger om tid, sted, beskrivelse af konferencens program, form, annoncering og formidling til folkebibliotekerne, antal deltagere, antal lande repræsenteret blandt oplægsholdere og deltagere, opsamling af deltagernes evaluering samt en kort vurdering af konferencens erfaringer. Rapporten skal publiceres på sekretariatets hjemmeside med henblik på at videregive erfaringer om konferencen.

Ansøgningsprocessen
Der ansøges i det ansøgningsskema, som findes på sekretariatets hjemmeside www.bibliotekskonferencer.dk
Det udfyldte ansøgningsskema kan sendes elektronisk til kontakt@bibliotekskonferencer.dk og underskrevet ansøgning sendes til:
Aarhus Kommunes Biblioteker
ATT: Lotte Duwe Nielsen, Hovedbiblioteket
Møllegade 1, 8000 Århus C

Ansøgningsfrister
Der tre årlige ansøgningsfrister. Der gives svar på ansøgninger inden for 20 dage.
I 2013 er følgende ansøgningsfrister: 2. januar og 2. april
Såfremt der er midler tilbage i puljen bliver der en ansøgningsfrist 1. august 2013.

Man kan søge om tilskud inden – men også – mens planlægningen af en konference/workshop foregår. Der kan ikke søges tilskud til konferencer, som er afviklet.

Der kan gives tilsagn om støtte tidligt i planlægningsprocessen, men beløbet udbetales først, når konferencen er gennemført og der er afleveret regnskab og kort faglig rapport, se overfor.

Krav til regnskab
I forbindelse med tilsagn om tilskud, udarbejdes en skriftlig aftale om, præcis hvilke ydelser, tilskuddet gives til. Modtageren af tilskud forpligter sig til aflægges regnskab med dokumentation for udgifterne i henhold til denne aftale.

Aarhus Kommunes Biblioteker og København Kommunes Biblioteker har forpligtet sig til på skift afvikle en årlig international konference, hvor nye mødeformer og netværk opbygges. Konferencerne kan afvikles med andre samarbejdspartnere.  Bevillingsforudsætningerne for tilskud er også gældende for disse konferencer, inkl. krav om regnskab, rapport og formidling.

Yderligere vejledning og sparring
En vigtig opgave for sekretariatet er at yde sparring og rådgivning til ansøgerne omkring udvikling af metoder til afvikling af nye typer af konferencer, workshops el.lign.

Mere information med vejledning til ansøgninger, forudsætninger for bevilling af tilskud, ansøgningsblanket og kontaktoplysninger kan ses på www.bibliotekskonferencer.dk

Kontakt til sekretariatet: kontakt@bibliotekskonferencer.dk
Projektchef Mads Gaml, Københavns Biblioteker
magaml@kff.kk.dk, Mobil 2026 2232

Biblioteksudvikler Lotte Duwe Nielsen, Aarhus Kommunes Biblioteker
ldn@aarhus.dk , tlf.: 8940 9248 – mobil 5157 6461


Copyright © 2004–2009. All rights reserved.

RSS Feed. This blog is proudly powered by Wordpress and uses Modern Clix, a theme by Rodrigo Galindez.