“Litteraturen finder sted”

Rapport vedr. konferencen ”Litteraturen Finder Sted ”
/ af Projektleder
Martin Campostrini, Roskilde Bibliotekerne, 17. maj 2013
martincam@roskilde.dk
Rapport fra konferencen, som foregik d. 20. marts 2013 på Godsbanen i Aarhus, og handlede om formidling af nye litteraturformer.

Konferencens program og form

Konferencens program bød på i alt 5 oplæg, der samlet havde til formål at give tilhørerne et bredt indblik i forskellige aspekter vedr. de nye litteraturformer. Den historiske baggrund – både litterært og teknologisk – blev opridset og de konkrete formidlingserfaringer høstet gennem projektet blev videregivet til tilhørerne. Bibliotekernes rolle i formidling og bevaring af de nye litteraturformer samt kriterier for evaluering af disse nye genrer blev også behandlet i særskilte oplæg. Programmet var bygget op således, at det imellem oplæggene var 3 performances, der præsenterede spændvidden i denne litteraturform. I konferencen indgik desuden en udstilling med forskellige litterære, digitale installationer, der gav publikum mulighed for selv at opleve forskellige værker.

Annoncering og formidling
Konferencen blev annonceret med program på centralbibliotek.dk og netlitteratur.dk samt udsendt via forskellige faglige og personlige netværk. KulturNyt på P1 omtalte desuden konferencen d. 19. marts 2013: http://www.dr.dk/P1/Kulturnyt/Udsendelser/2013/03/19145746.htm
Der var desuden en annonce i Perspektiv inden konferencen og efterfølgende en omtale i Danmarks Biblioteker (nr. 2, 2013).

Deltagere og oplægsholdere

Konferencen havde 99 deltagere og oplægsholdere. Der var udenlandske deltagere fra USA og udenlandske oplægsholdere fra USA (Daniel Snelson) og Frankrig (Alexandra Saemmer). Caroline Bergwall havde desværre alligevel ikke mulighed for at deltage i konferencen, men inden da havde hun personligt introduceret os til hendes udstilling, således at vi kunne tilbyde konference-deltagerne en guidet tur i udstillingen.

Deltagernes evaluering
Under konferencen blev der uddelt spørgeskemaer, som i alt 36 deltagere besvarede.
Heraf var 28 ”enige” eller ”Meget enige” i, at det overordnet var en god konference. Kun 1 var uenig. Formålet med konferencen var at give bibliotekspersonalet mere viden om området og lyst til at formidle det. 32 svarede, at de har opnået en bedre forståelse af litteraturen uden for bogen. 29 svarede, at de har fået lyst til at arbejde med den. Kun 1 svarer, at hun ikke har fået en bedre forståelse, og ingen har fået mindre lyst til at arbejde med det. Herudover er der 29, der føler sig bedre rustet til at arbejde med området og med undtagelse af 2 personer, mener alle, at bibliotekerne skal formidle litteraturen uden for bogen.
Konferencens oplægsholdere og performere roses for at inspirere og holde et højt fagligt niveau, herudover fremhæves skiftene mellem performance, teori og praksis. Kritikken lyder, at dagen var lidt for presset og niveauet indimellem for højt.

Vurdering af konferencens erfaringer
Konferencen søgte dels at udbrede kendskabet til de nye litteraturformer og give bibliotekspersonalet lyst til at formidle disse genrer. Hovedbudskabet i de forskellige oplæg var overordnet set, at disse nye genrer er litteratur på lige fod med alt andet og at bibliotekerne har en vigtig opgave med formidling af disse genrer, der ofte står udenfor det traditionelle litterære kredsløb.
Alle deltagere fik udleveret et idekatalog med formidlingsløsninger, hvori der indgik en cd-rom og usb med udvalgte værker, der kan gøres til genstand for udlån på deltagerens bibliotek.